I min praksis i skoven, oplever jeg mange mennesker, som kæmper med en indre kritiker, som stiller sig i vejen for udvikling og forandring. For nylig havde jeg et gennembrud med en klient, som handlede om netop det, og jeg har fået lov at dele oplevelsen her.
Vi lagde ud med at sidde sammen omkring bålet i solen og drikke en kop kaffe, mens klienten delte de udfordringer, der forhindrede glæden og gode relationer. Problemer fra både arbejdet og nære relationer. Det skabte en følelse af tyngde, konflikter og en oplevelse af at være et offer – noget, de fleste af os kan relatere til.
Derefter satte vi os tæt op ad et egetræ for at finde en løsning. Det blev klart for klienten, at det var den indre kritiker, der skabte problemerne. Den indre kritik var en gammel strategi, som var udviklet som barn for at gøre det “rigtige” og overleve barndommen. Men denne strategi var blevet et fængsel i voksenlivet, hvor det var umuligt at skabe en sund forbindelse til sig selv og sine relationer, når sammenligninger og kritik tog over.
Når naturen selv sætter streg under terapiens tema
Vi kan som mennesker ikke sammenligne os og samtidig forbinde os med hinanden i medfølelse og respekt. Dette er grunden til, at fællesskaber kan være både destruktive og livgivende – de fleste behøver bare tænke tilbage på deres folkeskoletid, for at finde tydelige eksempler på denne type konfliktfyldt relation.
Det var nødvendigt at frigøre sig fra den indre kritiker, som tvang klienten til at give mere end godt er, samtidig med at hun aldrig følte, at det var nok. Det var en gammel overbevisning om, at hun skulle arbejde hårdt for at gøre sig fortjent til kærligheden.
Vi startede et bål ved brændeskuret, mens klienten fandt en stor rod, der symboliserede den indre kritiker. Den blev brændt på bålet som et symbol på, at der ikke længere er brug for dens forsvar. I stedet er der brug for at møde det indre, med stor medfølelse og omsorg.
Til sidst kom en smuk guldsmed os til hjælp og indkapslede dagens terapi og lektie på den smukkeste vis. Den slags synkronicitet sker ofte i skoven – at naturen lader os få øje på præcis de symboler vi har beskæftiget os med og som vi har brug for at tage med os ud i livet.
Det var en betydeligt mere lettet og forbundet klient, som forlod skoven. Jeg glædede mig over at passe bålet de næste par timer og sikre, at roden, der symboliserede den indre kritiker, blev brændt helt væk og at klienten er mere fri fra fortidens dømmende overbevisninger.
”Man skal vælge Psykologen i skoven fordi Maja er et smukt menneske, som virkelig er nærværende i sin praksis. Hun er lyttende og hjælper til at se tingene i nyt lys, hun får en til at reflektere over sine skyggesider og sin fortid. Og dermed hjælper mig til at bruge dem på positive måder. Det er forløsende at hendes praksis er midt skoven og at naturen og livet i skoven bliver en stor del af hjælpen.” – Louise, 50 år
