Eksempler på Terapi i Skoven:
Herunder kan du læse 3 cases fra terapi i skoven og om hvordan naturen støtter op på forskellig vis i det terapeutiske rum.
Case 1: Den indre kritiker
Case 2: Et forældrepars store tab og stærke åndelige forbindelse
Case 3: Når livets sti munder ud i regnbuen
Den indre kritiker er roden til meget ondt
I min praksis i skoven, oplever jeg mange mennesker, som kæmper med en indre kritiker, som stiller sig i vejen for udvikling og forandring. For nylig havde jeg et gennembrud med en klient, som handlede om netop det, og jeg har fået lov at dele oplevelsen her.
Vi lagde ud med at sidde sammen omkring bålet i solen og drikke en kop kaffe, mens klienten delte de udfordringer, der forhindrede glæden og gode relationer. Problemer fra både arbejdet og nære relationer. Det skabte en følelse af tyngde, konflikter og en oplevelse af at være et offer – noget, de fleste af os kan relatere til.
Derefter satte vi os tæt op ad et egetræ for at finde en løsning. Det blev klart for klienten, at det var den indre kritiker, der skabte problemerne. Den indre kritik var en gammel strategi, som var udviklet som barn for at gøre det “rigtige” og overleve barndommen. Men denne strategi var blevet et fængsel i voksenlivet, hvor det var umuligt at skabe en sund forbindelse til sig selv og sine relationer, når sammenligninger og kritik tog over.
Vi kan som mennesker ikke sammenligne os og samtidig forbinde os med hinanden i medfølelse og respekt. Dette er grunden til, at fællesskaber kan være både destruktive og livgivende – de fleste behøver bare tænke tilbage på deres folkeskoletid, for at finde tydelige eksempler på denne type konfliktfyldt relation.
Det var nødvendigt at frigøre sig fra den indre kritiker, som tvang klienten til at give mere end godt er, samtidig med at hun aldrig følte, at det var nok. Det var en gammel overbevisning om, at hun skulle arbejde hårdt for at gøre sig fortjent til kærligheden.
Vi startede et bål ved brændeskuret, mens klienten fandt en stor rod, der symboliserede den indre kritiker. Den blev brændt på bålet som et symbol på, at der ikke længere er brug for dens forsvar. I stedet er der brug for at møde det indre, med stor medfølelse og omsorg.
Til sidst kom en smuk guldsmed os til hjælp og indkapslede dagens terapi og lektie på den smukkeste vis. Den slags synkronicitet sker ofte i skoven – at naturen lader os få øje på præcis de symboler vi har beskæftiget os med og som vi har brug for at tage med os ud i livet.
Det var en betydeligt mere lettet og forbundet klient, som forlod skoven. Jeg glædede mig over at passe bålet de næste par timer og sikre, at roden, der symboliserede den indre kritiker, blev brændt helt væk og at klienten er mere fri fra fortidens dømmende overbevisninger.
”Man skal vælge Psykologen i skoven fordi Maja er et smukt menneske, som virkelig er nærværende i sin praksis. Hun er lyttende og hjælper til at se tingene i nyt lys, hun får en til at reflektere over sine skyggesider og sin fortid. Og dermed hjælper mig til at bruge dem på positive måder. Det er forløsende at hendes praksis er midt skoven og at naturen og livet i skoven bliver en stor del af hjælpen.”
– Louise, 50 år
Et forældrepars store tab og stærke åndelige forbindelse
I løbet af det sidste år har jeg haft samtaler med et par, der har mistet deres søn. Han var lige startet i børnehaveklasse, da han faldt om midt i skolegården, og forældrene befandt sig pludselig midt i deres værste mareridt.
Jeg er ikke ekspert i sorgbehandling og var i starten meget opmærksom på, om jeg skulle henvise dem til en kollega. Hurtigt blev det dog tydeligt, at de ikke søgte en ekspert, men et medmenneske, der kunne rumme, lytte og hjælpe med at organisere alle de svære og modsatrettede følelser.
Jeg havde dengang også kontor inde i byen, men lokalerne blev hurtigt for små til alle de store følelser som skulle rummes. Det føltes naturligt at søge udenfor. Vi sad omkring bålet, gik ture ved havet eller mødtes i skoven. Med tiden blev de eksperter i deres egen sorg. Jeg var blot guiden, som gik vejen sammen med dem.
Jeg hjalp dem med at genopdage og styrke deres egen indre visdom. Den blev formidlet gennem naturen, beskeder og symboler, som de oplevede at deres søn sendte til dem. Det var det forløb, hvor jeg har oplevet mest liv og kærlighed og flest gange har fået kuldegysninger af de beskeder, der kom til dem.
Særligt symbolet med evig kærlighed,
∞
som de arbejdede med fra starten, blev en retning og et symbol på, hvad de ville med deres familie(liv). De ønskede, at livet, mening og kærlighed skulle leve videre, og at deres søn altid skulle være med dem i sin nye form. I en af de sidste sessionener fortalte de, at hans navn betyder “beskytter”, og at de venter tvillinger…
Jeg er skolet i SPIRIT FIRST, så jeg har kunnet følges med dem ind i et krydsfelt af psykologi og spiritualitet. Det har været stort at genopdage, hvor tæt livet og døden er på hinanden, og hvordan
det hele er forbundet. Jeg er dybt taknemmelig for at have været vidne til parrets og sønnens visdom. Tak for at være min læremester. Tak for at få lov til at sidde i solen og i sorgen sammen med jer.
Parret har også lært mig, at det er bedre at sige noget “forkert” end ikke at sige noget, når jeg møder mennesker i sorg og hvor betydningsfuldt det er at mindes sammen, så den afdøde kan leve videre i sin nye form. Jeg har fået lov til at dele deres historie fra mit perspektiv og at tegne det smukke symbol for evig kærlighed på min postkasse.
”Maja er en ’gammel sjæl’ – vis og empatisk og forbundet med sin skov”
– Kvinde, 40 år
Når livets sti munder ud i regnbuen
For nylig havde jeg fornøjelsen af at tage en gruppe unge med ud i skoven, for at arbejde med naturterapi. Disse unge bar på en tung bagage fra deres opvækst, og min opgave var at hjælpe dem med at pakke ud og bearbejde deres oplevelser, så de kunne begynde at leve et bedre liv.
Vi startede med at sidde omkring bålet, hvor de unge delte lidt om deres baggrund, historier og håb for fremtiden. Jeg spejlede deres ressourcer og viljestyrke og hjalp dem med at se deres individuelle potentiale.
Derefter inviterede jeg dem til at lave livets sti i skoven. Det er en effektfuld øvelse hvor elementer i naturen bliver brugt til at danne et billede af den enkeltes vej gennem livet. Med hjælp fra grene, mos, sten, kogler, blomster og andet fundet i skoven skabte de unge en fysisk sti, med symboler for vigtige livs punkter, udfordringer og sejre.
Derefter gik vi alle en tur for at se på hinandens veje. Det var en konkret og ufarlig måde for dem at fortælle om deres liv, og vi oplevede mange fine stunder med genkendelse af ligheder blandt de unges individuelle veje.
På denne særlige dag havde naturen også en overraskelse til os. En smuk regnbue opstod, og vi talte om regnbuen som et symbol på, hvordan alle de smukke farver opstår ud fra lys og mørke, hvilket afspejlede de unges egne erfaringer.
Inden de sammen gik ud af skoven igen, opfordrede jeg dem til at bruge naturen til at markere afslutningen på en livsepoke. Ved at forestille sig, at man efterlader en konkret oplevelse eller følelse i skoven, kan man bedre give slip og dermed åbne op for nye begyndelser i verden udenfor skovens
trygge rum.
Jeg er taknemmelig for at have været en del af disse unges rejse og at have set deres styrke og potentiale blomstre i naturen.
”Din tid og din hjælp har hjulpet mig videre fra et sted, jeg troede var permanent for mig”
– Olivia, 21 år